Kunstnerisk manifest
Efter to årtier med hovedvægten på site specific teater er Cantabile 2’s arbejde nu koncentreret om undersøgelsen af forvandlingen fra site specific til human specific performance.
Human specific performance er en form, der har fokus på menneskets universelle sensitivitet som følelsesmæssig eksistens, og performancen relaterer til tilskueren som individ og ikke som masse.
Enhver person der køber billet, bliver set på, rørt ved, talt til og på lignende vis involveret i personlige møder på forskellige niveauer med skuespillerne.
Besøgende går ind til forestillingen alene eller i små grupper, foretager individuelle valg og giver personlige svar, hvorfor besøget i forestillingsrummet opleves som en meditativ handling fuldstændig fokuseret omkring tilskueren selv og hans/hendes interaktion med skuespillerne.
Hver tilskuer oplever enhver handling og ethvert ord i forestillingen som virkelig.
Human specific performancens grundelement er sandfærdighed. For at opretholde en kvalitativ sandhed har vi forladt en af de mest brugte elementer for sceneoptræden, nemlig rollekonceptet.
Så snart tilskueren genkender skuespilleren som spillende en rolle, beroliges vedkommende af eksistensen af distance, den fiktive virkelighed, der opretholder en sikkerhedszone mellem ham selv og forestillingen. Men i en human specific performance er der ingen forstillelse af nogen art; skuespillerne spiller ikke nogen karakterer. I stedet afdækker de intime aspekter eller endog hemmeligheder i deres personlige liv. Eller de deler en fysisk eller mental handling med tilskueren; en unik handling der reelt finder sted i al sin simplicitet, her og nu.
På samme måde optræder ingen prætenderede objekter i human specific performances: Hvad du ser, er præcis det, det er. Tårer er tårer, sten er sten.
Human specific performance opererer med kombinationen af den universelle verden og den personlige verden.
Ved at analysere, hvad der bestemmer minder og andre associative mekanismer i mennesket, skaber vi forestillinger, der karakteriseres af følelsesmæssige skabeloner: En slags udfyld-de-tomme-felter sekvenser af teatrale begivenheder der fremtvinger særdeles personlige svar i og fra tilskueren.
Når man som tilskuer besøger en human specific performance opdager man derfor, at forestillingen handler om en selv: Den åbnede døre og vinduer indtil ens eget inderste.
Cantabile 2's human specific forestillinger er Venus labyrinten, Seek to Seek og Life/live (coproduktion med Carte Blanche)
Artikler om Human Specific genren:
- "Genrebrud eller nye traditioner?" - af Laura Luise Schultz og Thomas Rosendal Nielsen