Vær med i Cantabile 2's nye forestilling

Cantabile 2 holder infomøde, hvis du vil være med i vores nye forestilling
Den 7. september har Cantabile 2 premiere på vores nyeste forestilling Skjult Nummer 4760. Forestillingen er en rejse rundt i Vordingborg, hvor man møder glemte historier, kendte og ukendte ansigter, og steder man ikke vidste fandtes.
I den forbindelse skal Cantabile 2 bruge en masse frivillige som statister, guider, fortællere osv. På den måde bliver forestillingen et fantastisk mix af lokale og spændende borgere, og Cantabile 2’s hold af professionelle performere fra hele Europa.
Hvis du på nogen måde synes, at det bare lyder en lille smule interessant, så vil vi gerne invitere dig til et kort informationsmøde om den nye forestilling på onsdag den 15. juni 2016, kl. 17:00 – 18:30, på Færgegårdsvej 15, byg. 30, st., 4760 Vordingborg. Vi byder på lidt kaffe og kage.
På mødet vil Nullo Facchini fortælle lidt mere om forestillingen, og hvad det er, vi leder efter. Hvis du føler du har et eller andet spændende at bidrage med, eller hvis du kender den helt rigtige person, eller det helt rigtige ukendte sted, eller hvis du bare er lidt nysgerrig, så kom endeligt! Jo flere, jo bedre!
Du må meget gerne skrive en mail til teater@cantabile2.dk hvis du kommer til mødet. Du må også gerne skrive, hvis du gerne vil være frivillig, men er forhindret i at deltage i mødet. Du kan selvfølgelig også ringe på tlf. 50 70 01 22.